Spring til indhold

Type 1 diabetes (T1D)

En autoimmun sygdom som ødelægger kroppens livsvigtige insulinproducerende celler. Kan ikke helbredes

T1D er en autoimmun sygdom, hvor kroppens eget immunforsvar fejlagtigt nedbryder sine egne insulinproducerende beta celler i bugspytkirtlen. Insulin er instrumentet for transport af det livsnødvendige næringsstof glukose ind i cellerne.

Sygdommen er, i modsætning til type 2 diabetes, ikke livsstilsbetinget, den rammer tilfældigt, ofte i de unge år. og kan ikke helbredes eller forebygges gennem sundere levevis.

En undertype af T1D er LADA (Latent Autoimmune Diabetes in Adults), også kendt som type 1½ diabetes. Det er en form for autoimmun diabetes som udvikler sig langsomt, og oftest opstår symptomerne ikke før end 30 års alderen.

Behandling af T1D foregår ved mange daglige målinger af blodsukker, med blodsukkerapparat eller glukosesensor (CGM), kombineret med flere daglige insulininjektioner, med insulinpen eller pumpe, samt tilpasning af kost og aktivitet.

Symptomer på T1D

De første symptomer på T1D kan være uspecifikke  eller forveksles med symptomer på andre sygdomme, og der er derfor risiko for at sygdommen bliver fejldiagnosticeret eller overset i starten. De typiske symptomer, som kan forekomme individuelt, er:

For de fleste opstår T1D pludseligt, og medfører som oftest et hospitalsophold for at starte insulin behandlingen og observere for udvikling af syreforgiftning (diabetisk ketoacidose eller DKA), som følge af lang periode med højt blodsukker.

Sygdommen starter dog lang tidligere, nemlig der hvor immunsystemet aktiveres og begynder angrebet på beta cellerne. Årsagen til den autoimmune reaktion er ikke fuldt ud forstået, men meget tyder på at kombinationen af genetisk prædisponering og en miljømæssig trigger, f.eks. en virusinfektion, kan starte immunaktiveringen. Førstegradsslægtninge har således 15 gange større risiko for at udvikle T1D.

Aktiveringen af immunsystemet fører til udvikling af et enkelt autoantistof, og med tiden kan der udvikles flere. Næsten alle der udvikler to eller flere diabetesrelaterede autoantistoffer (trin 1 og 2) bliver på et tidspunkt diagnosticeret med T1D (trin 3). Symptomerne viser sig oftest først når trin 3 er nået [1]

At leve med T1D

I T1D skal blodsukkeret måles mange gange dagligt, med blodsukkerapparat eller glukosesensor (CGM), der skal tages adskillige daglige insulininjektioner med insulinpen eller pumpe og kost og aktivitet skal afbalanceres til dette: Bliver blodsukkeret for lavt, risikeres insulinchok og koma, og bliver det for højt, diabetisk ketoacidose (DKA) og på lang sigt risiko for udvikling af invaliderende følgesygdomme.

Afbalancering af alle variabler er en vanskelig opgave, og derfor nås nationale behandlingsmål ikke, resulterende i følgesygdomme og overdødelighed.

Prævalens og incidens

Pålidelige data for antallet af personer med T1D (prævalens) er svære at finde. Af denne grund vises kun prævalens for en udvalgt gruppe lande i nedenstående tabel. Bortset fra Finland, som har en uforklarlig høj forekomst, ligger prævalensen for T1D generelt omkring 500 pr. 100.000 svarende til 0,5% af befolkningen. Baseret på denne prævalens, er der 2,2 millioner i EU og 3,7 millioner i hele Europa med T1D. JDRF anslår at der er ca. 18,2 millioner globalt med T1D [2].

Antallet af nye tilfælde af T1D (incidens) stiger på verdensplan, men der er stor variation fra region til region og nogle har meget højere incidenstal end andre. Årsagerne er uklare, men den hurtige stigning over tid gør at det ikke kan forklares ved genetisk prædisposition alene. Andre faktorer må også spille en rolle, måske livsstilsrelaterede ændringer eller den faldende forekomst af infektioner i vestlige lande (hygiejnehypotesen).

Af særlig bekymring er den kraftige stigning i T1D blandt børn som følge af en stadig lavere alder ved sygdomsstart. T1D har udviklet sig til at være en af de mest almindelige kroniske sygdomme blandt børn. Der er ikke fundet nogen forklaring på dette skift, som synes at være særlig udtalt i de nordlige lande, se diagram nedenfor [3].

Behandlingsmål og resultater

Det vigtigste mål for behandlingen af T1D er det glykæmiske kontrol niveau. Periodisk måling af hæmoglobin A1c (HbA1c eller bare A1c) i en blodprøve giver et billede af blodsukkerniveauet over den seneste periode (langtidsblodsukkeret). Igennem mange år er glykæmisk kontrol primært blevet målt med HbA1c, og den betragtes stadig som den vigtigste måleparameter, selvom ny teknologi har gjort andre relevante parametre mulige.

Det generelle mål er at HbA1c skal være så tæt på grænseværdien 48 mmol/mol for raske mennesker som muligt, samtidig med at episoder med hypoglykæmi (akut lavt blodsukker) undgås. American Diabetes Association (ADA) anbefaler et klinisk behandlingsmål for HbA1c i T1D på ≤53 mmol/mol [4]. Anbefalingerne i mange EU lande og de nordiske lande er på samme niveau.

Det banebrydende Diabetes Control and Complications Trial (DCCT) studie har sammen med flere opfølgende undersøgelser vist, at hvis man når det anbefalede niveau på 53 mmol/mol, versus et HbA1c niveau på 75 mmol/mol, reduceres risikoen for udvikling og progression af af mikrovaskulære komplikationer (retinopati, neuropati og diabetisk nyresygdom) med 50–76% [4].

Diagrammerne ovenfor viser HbA1c resultater efter aldersgrupper som rapporteret i to registre på hver side af Atlanten [5]. Diagram 1 viser den gennemsnitlige HbA1c og diagram 2 procentdelen der når behandlingsmålet på 53 mmol/mol. Dataene indikerer, at teenageperioden er den sværeste, og at man i Europa ser ud til at opnå bedre resultater end i USA. På begge sider af Atlanten er det dog kun et mindretal der når behandlingsmålet for HbA1c.

Danmark: Det kliniske behandlingsmål for HbA1c i Danmark for T1D er ≤53 mmol/mol [6]. Tabellen nedenfor viser HbA1c resultater efter region [7]. Dataene viser at færre end 25% når behandlingsmålet for HbA1c.

HbA1C indeholder ikke information om variationer i blodsukkeret eller hypoglykæmi. Brug af CGM giver patienter og behandlere mulighed for at følge blodsukkeret over tid og derigennem måle hvor stor en del af tiden blodsukkeret har ligget indenfor grænseværdierne (Time in Range, TIR), middelblodsukker og glykæmisk variabilitet, som er vigtige for at vurdere den glykæmiske kontrol mere præcist.

Samfundsøkonomi

Omkostningerne ved T1D er betydelige og det er vigtigt at inddrage alle elementer for at få det fuldstændige billede [2].

Direkte medicinske omkostninger omfatter alle omkostninger ved levering af sundhedsydelser (f.eks. medicin, hjælpemidler, behandlingsredskaber, omkostninger til læge, hospital og sygepleje).

Direkte ikke-medicinske omkostninger inkluderer transportomkostninger til læge, hospital og sygepleje, omsorgspersonaletid og specialiseret dagpleje.

Produktivitetsomkostninger (indirekte omkostninger som følge af tab af produktivitet) omfatter omkostninger ved indkomsttab, fravær, invalidebetalinger og livsforsikringsbetalinger til patienter og pårørende.

Hertil kommer betydelige indirekte omkostninger i forbindelse med nedsat livskvalitet. Disse er dog udeladt på grund af begrænsninger i den økonomiske litteratur om sygdommen.

De årlige omkostninger per T1D patient i USA og Europa er vist i diagrammet ovenfor. Sammenholdt med antallet af pædiatriske og voksne patienter fås en samlet økonomisk byrde for alle patienter i USA på ca. USD 30 milliarder om året. Den økonomiske byrde for alle patienter i Europa er på samme niveau, dvs. ca. USD 30 mia. om året. Ekstrapolering til alle globale regioner tyder på verdensomspændende årlige omkostninger relateret til T1D på ca. USD 90 milliarder [2].

Mange undersøgelser indikerer at de største omkostninger er i forbindelse med hospitalsindlæggelser vedrørende komplikationer, både akutte og kroniske [8].