Hvad jeg ville ønske, jeg vidste om type 1-diabetes (T1D)
Den 13. august 2025 deltog Finn Stensbjerg Kristensen i et panel under Arendalsuka i Norge, hvor han satte fokus på:
– Vi skal gøre tidlig opsporing til en del af det offentlige sundhedstilbud.
– Hvis vi ikke opdager risikoen i tide, begrænser vi mulighederne.
– Tidlig opsporing af T1D er vejen til nye behandlinger, der kan forsinke eller forebygge sygdomsudbrud – og dermed mindske sygdomsbyrden.
Vigtige pointer fra paneldeltagerne
Patienternes stemmer er vigtige
Torild Skrivarhaug og Emma Nilsen Furland formåede for alvor at give deltagerne et indblik i den barske virkelighed for børn, unge og deres familier, som lever med type 1-diabetes. Alt for mange nordmænd oplever stadig diabetisk ketoacidose (DKA) ved sygdomsdebut – der skal gøres mere for at undgå denne traumatiske start på livet med T1D.
Norge gør sig klar til handling
Lars Krogvold fortalte, at Norge vil indføre en screeningsprotokol, der minder om DiaUnions i Danmark, hvor nære slægtninge i alderen 5–30 år inviteres til at deltage i et nyt screeningsstudie. Der mangler dog stadig godkendelser og finansiering – og metodeudviklingen er i gang for at sikre størst mulig folkesundhedseffekt.
Der er stadig brug for forskning
Ingvild Eilertsen fra Diabetesforbundet fremhævede, hvor langt forskningen er kommet siden 1958 – og det håb, den bringer for en fremtid uden T1D. Der er værdifuld viden at hente i de tidligste stadier af sygdommen – hvis vi leder efter den. Ingvild mindede desuden om, at mange stadig ikke kender forskellen mellem type 1- og type 2-diabetes.
Nordisk samarbejde er afgørende
Finn Kristensen understregede også vigtigheden af at samarbejde på tværs af de nordiske lande – ved at dele data, protokoller og indsigter. Erfaringerne fra Danmark og Sverige kan understøtte Norges næste skridt, og samarbejder som det med Oslo Universitetssykehus gør os stærkere – både regionalt og globalt.
DiaUnion er engageret i at gøre tidlig opsporing til virkelighed i sundhedsvæsenerne – for at mindske byrden både for samfundet og for de personer, der lever med T1D. Vi er taknemmelige for at se et voksende fællesskab, der arbejder for at få det til at ske.
